Kære Peter Klevius.
Jeg har med interesse læst både dine indlæg. Og jeg har længe haft lyst til at kommentere din store artikel om "Antikrists engle", men har ikke haft tid til det før. Den er meget god at læse og giver, så vidt jeg kan skønne, et sandfærdigt billede af de uhyggelige tilstande, som råder i Sv.
Og jeg finder din forståelse af, at det er selve lovtilstanden i Sv. som er blevet rent ideologisk, og som i forening med en statslydig presse er enerådende, utrolig præcis.
Men ikke desto mindre finder jeg, at du selv "løber af sporet", idet du jo ideologiserer slægtsbegrebet eller jeg skulle snarere sige: det biologiske.
Det er især din henvisning til kristendommen, jeg tænker på, idet det forekommer mig, at du er ganske uden sans for, at kristendommen jo netop er opgøret med enhver form for ideologiseren eller guddommeliggørelse at noget som helst jordisk. I den forstand er krd. dommen over eller modsætningen til alt, hvad der hedder religion, idet dette jo er en hæven af noget menneskeligt til guddommelig status.
Det er ganske rigtigt, at GT religionshistorisk set fremhæver slægten og stammen, men spørgsmålet er, om man overhovedet fatter noget af GT eller NT, hvis man nøjes med at læse disse skrifter religionshistorisk.
Der ligger en tale bagved det historiske, som alene hævder, at fordi Gud er Gud og er i himmelen, derfor er jorden jord og har at nøjes med at være jord - og mennesket er menneske og har at nøjes med at være det.
Det er jo netop den position, socialstaten ikke vil nøjes med, - den vil være en slags verdslig vorherre med absolut indsigt i godt og ondt.
Men det absolutte hører ikke os til, og både GTs og NTs hævden af dette er det jo, som giver mennesker frihed til at handle med jordisk fornuft og skønsomhed i vores konkrete virkelighed.
Med til denne virkelighed hører slægtskabet, familien. Den er grundliggende, men den er ikke guddommelig. Når Luther f.eks. brød med klostervæsnet, var det fordi han der fandt denne absolutering af en bestemt stand, som var ganske ukristelig. Overfor den satte han familielivet, som var det for mennesket naturlige og skabende, men aldrig absoluterede han det. (Jeg er en grundig læser af den svenske fremragende teolog, Biskop Einar Billing og har undret mig over, at det har kunnet gå så galt i Sv. med en sådan kapacitet i det 20.årh.)
Hos os har vi haft Søren Kierkegaard, som for altid har prikket hul på enhver ideologi-ballon.
I vor tid er det jo fornuften, det rationelle, der er blevet hævet til himmelen som sandheden med stort S. Hvad faktisk Karl Popper gør i "Det åbne samfund" trods sit gedigne opgør med Platon og Hegel.
Her er vi ved det grundliggende problem, som Popper for mig at se uafvidende afslører: at det er mennesker plat umuligt at afholde sig fra ideologisering eller absolutering af et eller andet jordisk, hvis ikke en myndig tale udenfor det menneskelige holder det på plads. Jeg skal ikke nægte, at jeg ser din spekulative anskuelse om ægteskab og homoseksuelles f.eks. adgang til adoption som udtryk for netop fornuftens, spekulationens løften sig fra den konkrete virkelighed.
Det er rettighederne ført ud i det absurde.
Rettigheder er noget, loven forlener borgeren med, og loven har som opgave at sørge for bedst mulige forhold for borgeren, og den siger - i DK endnu - at børnene hører sammen med far og mor. Fordi selve virkelighedens indretning lærer loven det. (Loven siger jo også, at i DAnmark skal man lære dansk grundigere end andre sprog, fordi vores virkelighed er dansk).
Loven er ikke spekulativ, - det er den blevet i Sv. i allerhøjeste grad og til dels hos os i DK - men loven, når den holder sig til sit "embede", skal alene holde sig den korkrete virkelighed for øje. Du kunne sige: at være jorden tro, som nu jorden engang er indrettet.
I DK har vi den skik, at første samling i året indledes med en gudstjeneste. VEnstrefløjen er jo dybt forarget og deltager naturligvis ikke, men hvad skikken siger er jo blot, at først når politikeren har hørt, hvem det absolutte hører til, kan han pragmatisk og regulært holde sig til sin opgave.
Det undrer mig virkeligt, at du, som har så stor indsigt i og så stor sans for socialstatens tyranni, som jo netop skyldes en tagen patent på det gode (med adfærdsvidenskaberne som dogmatik), - at du ikke er konsekvent i din indsigt. At også de absolutte rettigheder har tyranniet som konsekvens.
Dette er blevet alt for langt, men jeg har som sagt læst din artikel med stor interesse og glæde, men også med kritik.
Venlig hilsen Majken Frost.
