Författare Ämne: Gudfar  (läst 1348 gånger)

Bo Nessling

  • Gäst
Gudfar
« skrivet: 30 oktober 2005, 12:53:34 PM »
Min kone Agneta skriver 17-3-05 på dansk til Direktionen på Rigshospitalet:
"Vi begynder, at blive alvorligt bekymrede for 'vores gudfars' behandlingssituation. For en måned siden, fik han sin første gastroskopi. Prøverne der toges ved denne, viste siden hen, at han har en cancercyste i spiserøret, tæt på mavemunden. Under den sidste måned, har han været til CT-skanninger og yderligere gastroskoperinger i Helsingør og i Hillerød. I Hillerød (8/3-05), var det så trangt i spiserøret, at man ikke kunne kommer forbi cysten og videre ned. Han fik at vide, at der ikke var nogen metastaser. I lørdags måtte han rejse med taxi til skadestuen på Helsingør Sygehus, fordi han ikke engang længre kunne få vand ned i mavesækken, uden at brække det op igen. I skrivende øjeblik ligger gudfar på Helsingør Sygehus, og får næringsløsning ind i kroppen gennem en slange, der er opereret ind i en blodåre i halsen. Og han er ved at være både ked og frustreret over situationen. Han er bange for, at cysten skal sprede sig, og blive til noget alvorligere, mens han venter på operation. Takket være at man må låne mobiler på sygehuset, lykkedes det ham igår, selv at få kontakt med toxikologen på Rigshospitalet. Lægen på Helsingør Sygehus havde ikke hørt noget derfra. Dette bekymrer vores gudfar meget. Han føler sig meget utryg ved sin situation. Han har heller ikke kunnet få noget svar på hvor lang ventetid der er på hans type af operationer inde på Rigshospitalet. Er der lange ventetider, er han fuldt beredt på at blive opereret på noget andet sygehus indenfor EU, hvor man har den rigtige kompetence, og kan tage ham ind akut. Min mand og jeg er fhv svenskere. Men for at vi fx skal kunne tage kontakt med Lunds Universitetssjukhus og spørge efter plads, så er vi nødt til at vide hvor lange køer der er på Rigshospitalet først. På mandag (21/3-05 kl 10:00) har gudfar en tid for gastroskopering hos jer. Han er MEGET BANGE for at han efter denne bliver sendt tilbage til Helsingør Sygehus og en opbevaring hér uden tidsrammer for operationen. Det er en meget stressende og ubehagelig situation både for gudfar og os, der er hans familie. Vi har boet sammen med gudfar i tolv år. Han er gudfar til vores snart tolvårige søn, som har været sammen med ham i hele sit liv. Vores søn har altid været interesseret i videnskabelige programmer, som han ser på svensk fjernsyn. For nogle dage siden fortalta han mig, om et program han havde set om cancercyster og deres udvikling. Han var både gal og frustreret, for han och hans gudfar, som er en aktiv og vital 64-åring, har et meget godt forhold til hinanden. Nu er vores søn bange for at hans gudfar skal dø pga. operationsventetiden. I øjeblikket føler vi os alle, som om vi hænger i luften, og vores nerver begynder at hænge i laser, fordi der ikke er nogen holdepunkter. Vi håber inderlig, at der er nogen, der kan forstå os, og hjælpe os videre."

Och jag på svenska:
"11-1-05 blev Agnetas far akut sjuk och lades in för behandling. Han hade en tid besvärats av fickbildning/lommedannelse i matstrupen och var vid intagningen helt uttorkad. Han måste gödas först innan ev. behandling. Gudfar representerade familjen och besökte honom dagligen den sista tiden t.o.m. dödsdagen. Här hade alla vi andra en hård form av influensa. 22/1-05 dog Agnetas far. Sjukhusvistelsen hade alltså varat i 11 dagar och gudfar hade varit där de sista dagarna vid hans sjukbädd (i Sverige). Det går inte att bortse från att gudfar jämför situtationen med sin egen (här i Danmark). Det oroar oss mycket att kommunikationen mellan sjukhusen tycks fungera så dåligt. Papper från Hillerød kom bort, telefonsamtal kom inte fram. Jag har sänt några mails till toxikologen/Rigshospitalet och ingenting visar att man har fått dem, läst dem, och kvitterat. Det är självklart att gudfar är rädd för sin situation. Hans hustru dog för många år sedan av bröstcanser efter en strålnings- och kemoterapibehandling. Efter den upplevelsen är han helt emot kemoterapi och strålning. Därför vill han inte själv bli ett sådant fall för att det tar lång tid innan han kommer till operation. Efter att gudfar undersökts här i Helsingør skickades han hem i väntan på kallelse till Hillerød-undersökningen och därifrån skickades han också hem. Under de tider som vi såg honom kämpa vid matbordet led vi andra, som kunde både äta och dricka. Ni måste förstå att det inte är lätt att se honom lida. Gudfar är f.d. djuphavsdykare till professionen och han har gått regelbundet till hälsokontrollerna och hade bra värden varje gång. Han röker och dricker inte. Han motionerar regelbundet och äter lika sund mat som alla vi andra här i det gemensamma hushållet."

Hvordan blev det siden? Ingen svar, ingen response.
- Gudfar KOM tilbage til Helsingør Sygehus. Her lå han hele påsken uden at vide hvad der ville ske med ham for fremtiden. Han vidste kun at havde en alvorlig kræftsygdom, og var bange for at den ville sprede sig. Ingen kunne eller ønskede at fortælle ham om noget. Og han havde smerter, fik massevis af morfin, der ikke hjalp men tværtimod havde meget slemme bivirkninger.
- 31 marts blev han undersøgt på Rigshospitalet: hans kræft havde spredt sig til leveren og der var en stor lymfeknude i maven. Man kunne ikke operere. 1, april fik han at vide, at der ikke var nogen kræft på leveren, og at han ville blive opereret den 4. april. Den læge som han talte med 1-4-05 afsluttede med “ja, då ses vi igen om fjorten dage”. (Hvem havde han talt med, vidste han ikke engang dette?) Den 4. april skar de ham op. Konstaterede, at der alligevel var kræft på leveren - og kunne ikke operere. Han blev sydt sammen, og skulle få kemoterapi, da operationssåret var helet, dvs efter et antal uger.
- Her starter begyndelsen til slutningen: Blodværdien sank. Metastaser i rygmarven. Strålebehandling. Vægttab. Forsøgsperson i ny kemoterapi (Tegalox v.4) som tog livskraften fra ham, næringsløsning gennem næsesond. Lavere blodværdi. Blodtransfusioner. Vægttab. Smerter. Træthed - pjece om dette bestilte vi til ham men den kom nogle uger efter hans død. Kvalme. Opkast først uden siden med blod. Yderligere metastaser i rygmarven, nakkehvirvlerne (på vej ind i hjernen?) Ny strålbehandling. Blødende mavesår af behandlingen. Den 3. august døde gudfar på Helsingør Sygehus.
- Under hele dette mareridt var gudfar her hjemme så meget han kunne, så vi så hvor slemt han havde det, og led sammen med ham. Han græd. Vi græd. Han fik (med tiden) hjemmesygeplejersker, der hjalp ham med næsesonden, men fra lægerne fik vi ingen som helst støtte. Man gnoereder de pårørende fuldstæandig indenfor det danske sygehusvæsen.
- Gudfar, som hele tiden var et intelligen, tænkende menneske, følte hele tiden, at man betragtede ham som “anden klasses patient”, fordi han var ældre (64 år) og ikke havde nogen titel.
- Gudfar gik ned i vægt fra ca 100 kg til 71. Efter den første kemo, valgte han at være nogle dage på Frederiksunds Sygehus. Maden der var så næringsfattig, at han tabte 3 kg på lige mange dage.
- Da gudfar var død måtte vi ikke få at vide, hvad han egentlig døde af fordi vi ikke var gentisk slægt med ham. Han døde pludselig. Man sagde, at det var av forblødning, hjertesvigt. Så lagde man låget på. Gudfar blev hurtigt kremeret. Forbud mod obduktion (av hvem? Hvorfor? Hvad dækker man over for?) i trods af at han var forsøgsperson i Tegalox-experimentet. Gudfar havde bestemt sig for at springe fra som forsøgsperson 9-8-05 men det nåede han ikke, før han afgik ved døden. Og man ønsker tydeligvis ikke vide hvordan det gik.
- Det gik lige så slemt som vi havde været bange for og advarede imod i vores brev i mars måned. Att få hurtigere og bedre behandling i udlandet, fandtes der ingen mulighed for. Det danske sundhedsvæasen hjælper IKKE behøvende til den bedste behandling til trods for at Kræftens Bekæampelse skriver i sin pjece at man har ret til det men hverken de syge og døende eller deres pårørende skal kæmpe med dette. Det er en opgave for de ansatte indenfor Sundhedsvæsenet De har pligt at hjælpe. Fx patientvejlederen som skrev til mig, at hun kun lægger breve fra mig til side. Det har jeg nu skriftlig på. Dagen efter hans død ringede en vikar fra Patientkontoret og oplyste mig om at jeg havde henvent mig til dem. Jeg svarede: “Nu er han død”. Hans kommentar: “Det var ærgerligt.” For hvem?
- Jeg har nogle gange skrevet til Sundhedsministeren. Fra hans ministerium kom der en dag et brev hvor man forslog at jeg sammen med gudfar skulle gå til overlægen på Rigshospitalet og tage et hyggeligt snak med ham. Har man da ikke læst mine seneste breve? Gudfar er død. Sådan mangel på indføling gør ondt når man har sorg.