Kære B. Alvar. Det er rystende, hvad du referer om dommen over den kvinde, som ved et tag i øret forsøgte at fjerne nogle provokerende børn, der bl.a. blokerede hendes bil.
Hvad ville anklageren have gjort i den situation, spørger du ironisk, - ja, det må man virkelig spørge om.
Men næsten mere vigtigt er spørgsmålet: hvad gør en befolkning med et sådant retssystem? Hvor man i realiteten er retsløs.
Det eneste, der vel er at gøre, er bestandigt at protestere, - offentligt at gøre opmærksom på hvert eneste tilfælde, man bliver opmærksom på. Jeg er klar over, at dette er meget nemmere her i Danmark, hvor pressen er langt mere lydhør overfor sådanne protester, - men forsøget må alligevel gøres, igen og igen.
I Danmark undrer man sig over, at det svenske folk synes så lidt "oprørsk", men sådan er det jo ikke, ved jeg. På en ferie på Gotland talte jeg med en del af indbyggerne, - alle fandt den statsdrevne (og juridisk sanktionerede) dirigeren af folket absurd, men fremhævede, at medierne er umulige at få i tale.
Men man må ikke give op, - at uopdragne børn skal regere i et land, betyder ødelæggelse af både landet og børnene.
For 10 år siden var det tabu i DK at anfægte eller blot debattere tilstrømningen af indvandrere - alle gjorde det privat, men ingen turde offentligt. Bortset fra nogle få, som stædigt udgave bøger (for egen regning) og skrev kronikker og læserbreve trods utallige afslag på optagelse. Og Dansk Folkeparti, som blev bskyldt for racisme og meget værre ting, blev også stædigt ved med at påpege problemet.
Ganske langsomt ændredes indstillingen hos visse parlamentsmedlemmer i andre partier, og ved parlamentsvalget i 2001 indtraf systemskiftet.
Socialdemokratiet mistede regeringsmagten - de kulturradikale (a la Mona Salin) kunne ikke herske over debatten.
Bl.a. har dette systemskifte også medført en opgør med folkeskolens praksis - at kundskaber og opførsel er underordnet, blot børnene trives.
Et opgør med domstolenes afhængighed af diverse "eksperter" (psykologer og pædagoger) er på vej.
Det samme MÅ kunne ske i Sverige - men det er et slidsomt arbejde, der vil tage år og megen kraft fra de protesterende.
Men min erfaring gennem mange år er, at journalister mere end alt andet frygter en folkelig bevægelse - i begyndelse forsøge man at mane den i jorden, men lader det sig ikke gøre, begynder den taktiske sans at melde sig hos nogle mediefolk.
Vi troede det ikke i 1990erne, men det KAN lade sig gøre at ændre tingene.
Dette var blot nogle overvejelser, som kommer sent efter dit indlæg.
Majken Frost
